Det første job ­En undersøgelse af arbejdspladsers erfaringer med unge

Hvordan oplever danske arbejdspladser det, når unge nyuddannede akademikere træder ind i deres første job? Det har Velliv Foreningen undersøgt i rapporten Det første job, som netop er udkommet. Undersøgelsen bygger på både spørgeskemadata og kvalitative interviews med ledere og HR-ansvarlige – og tegner et nuanceret billede af de unges indtog på arbejdsmarkedet. Rapporten er udarbejdet af konsulenthuset M.B.C. 

Nytænkning og omstillingsparathed

Undersøgelsen viser, at de unge bidrager med energi, nysgerrighed og nytænkning. Hele 60 % af arbejdspladserne oplever, at de unge udfordrer dem til at tænke nyt, og 59 % fremhæver deres omstillingsparathed, især i forhold til ny teknologi.

”Det, vi arbejder med, er nyt. Det er ny teknologi. Vi har en tro på, at unge kan flytte det her mere end dem, som har siddet med andre teknologier i 40 år. Der er også AI i teknologien, og der er en større nysgerrighed blandt de unge her. Der er ikke så mange barrierer for dem ift. at kaste sig ud i det.” – CEO i privat it-virksomhed.

Krav om fleksibilitet og feedback

Selvom billedet overordnet er positivt, viser undersøgelsen også, at nogle arbejdspladser oplever udfordringer. 16 % af de adspurgte vurderer, at unge akademikere er mere besværlige at have ansat end deres erfarne kolleger. Det handler blandt andet om forventninger til anerkendelse og manglende forståelse for hierarkier. Samtidig stiller de tydelige krav til fleksibilitet, feedback og work-life balance. Selvom 77 procent af lederne erkender, at unge har større behov for feedback, sparring og struktur, er det kun tre ud af ti arbejdspladser, der gør noget ekstra for at tage imod dem.

”De forlanger meget. God løn, gode arbejdsvilkår, fleksibilitet, bæredygtig virksomhed.” – CEO i kommunikationsvirksomhed

Det betaler sig at tage godt imod de unge

Udover data fra spørgekema og interviews tilføjer data fra Danmarks Statistik et overblik over, hvor mange unge, der årligt færdiggør en akademisk uddannelse og hvornår på året. Det er ikke overraskende hovedsageligt i junimåned. Knap 2 ud af 3 opnår fuldtidsbeskæftigelse indenfor de første fem måneder, og dermed er det netop nu, at rigtig mange unge onboardes i deres første fuldtidsjob. 

Overblikket tager afsæt i tal fra 2022, og således giver tallene også et overblik over, hvor længe unge bliver i deres første job. Således har 38 % af dimittender skiftet job inden for de første 2 år, og deres gennemsnitlige ansættelse er knap 10 måneder.

Beregninger viser, at udgifter til rekruttering og onboarding nemt kan løbe op i 500.000 kr. for akademiske medarbejdere, og derfor kan det hurtigt blive dyrt, hvis man ofte skal ud og finde nye ansatte. 

Rapporten viser, at de fleste arbejdspladser tilbyder onboarding – men kun få målretter den til unge nyuddannede. Det første job er en del af Velliv Foreningens indsats Ung Styrke, som har fokus på god onboarding af unge nyuddannede.

Forside Det Første Job

Download rapporten her

Hent undersøgelsen her