Det var en inspirerende og lærerig formiddag, da Ung Styrke samlede eksperter og interessenter for at sætte fokus på de unge på arbejdsmarkedet og betydningen af at starte og fastholde dialogen mellem generationer.
Foranalyse og fremtidsudsigter
Arrangementet blev indledt af Louise Wind Nielsen fra Velliv Foreningen, der præsenterede indsigt fra Ung Styrkes foranalyse om unges oplevelser på arbejdsmarkedet og erfaringerne fra de første kurser. Herefter tog fremtidsforsker Liselotte Lyngsø ordet og gav sit bud på trends, der er ved at forme fremtidens arbejdskultur.
Hun pegede blandt andet på, hvordan kunstig intelligens (AI) er ved at udligne forskellen mellem nye og erfarne medarbejdere, hvilket udfordrer de traditionelle hierarkier på arbejdspladsen. Derudover påpegede hun, at hybridarbejde og en stigende andel, der bor alene, øger behovet for, at fysiske møder på arbejdspladsen virkelig gør en forskel. Fremtidens HR-afdelinger kan derfor blive omdøbt til "Human Network" eller "Human Growth" for at afspejle denne udvikling.
Generationer og sociale bobler
SoMe-ekspert og ph.d.-stipendiat Katrine Pedersen tog deltagerne med ind i en generationsboble og beskrev, hvordan algoritmer på sociale medier skaber individuelle informationsbobler, der former vores syn på verden. Hun stillede spørgsmålet: Når unge bruger begreber som "lazy job girl" og "brat summer" på TikTok, er det så blot humor, eller er det en kritik af arbejdskulturen? Katrine advarede mod polarisering og opfordrede til at bryde ud af boblerne og fortsætte samtalen.
Nedbryd generationskløfter
I et engageret panel diskuterede Christine Ravn Lund, Rasmus Emborg, Rikke Wolff Hjorth og Louise Wind Nielsen, hvordan vi kan bygge bro mellem generationer på arbejdsmarkedet. Samtalen kredsede om, hvordan vi skaber en kultur, hvor møder, dialog og gensidig forståelse bliver en central del af arbejdspladsens struktur.
Generationerne mødes
Afslutningsvis præsenterede Bobby Duffy perspektiver fra sin bog The Generation Myth. Han opfordrede til at undgå at sætte generationer i bås og i stedet overveje, om vi taler om en livsfase, et bestemt tidspunkt i livet eller en specifik generation. Han foreslog også at facilitere generationsmøder på arbejdspladser – et af de få steder, hvor generationer stadig mødes og kan lære af hinanden.
Fremtiden starter nu
Formiddagen sluttede med en opfordring: "Lad os fortsætte samtalen." For kun gennem dialog og forståelse kan vi skabe et arbejdsmarked, der inkluderer og engagerer alle generationer.
Ung Styrke takker alle deltagere og ser frem til at bygge videre på de mange inspirerende idéer.